Orbán er ikke længere løsningen – han er problemet

Orbáns fald: Når magt bliver til stagnation.

Det kommende valg i Ungarn er ikke bare endnu et valg. Det er et opgør med en politisk model, der i over et årti har domineret landet og som nu begynder at slå revner. Viktor Orbán har siddet på magten siden 2010 og har i den periode opbygget et system, hvor staten, medierne og økonomien i stigende grad er blevet samlet omkring én politisk magt. Det har givet stabilitet, men også stagnation. Og netop stagnationen er i dag hans største problem.

Orbáns politiske projekt har altid været baseret på kontrol, national suverænitet og en stærk fortælling om Ungarn som en nation, der skal stå imod pres udefra. Men økonomien følger ikke ideologi. Ungarn står i dag med stigende leveomkostninger, svag vækst og en økonomi, der stadig er dybt afhængig af udenlandske investeringer. Samtidig er milliarder i EU-midler blevet tilbageholdt på grund af kritik af retsstaten og korruption. Det betyder, at almindelige ungarere mærker presset i deres hverdag. Når økonomien ikke leverer, begynder selv loyale vælgere at tvivle.

Samtidig er oplevelsen af korruption og magtens lukkethed blevet sværere at ignorere. Kritikken af Ungarn som et system, hvor politiske netværk kontrollerer ressourcer og muligheder, har sat sig i befolkningen. Når staten ikke længere opleves som noget, der arbejder for alle, men for de få, opstår der en afstand mellem befolkning og magthavere. Det er en afstand, som Orbán i mange år har kunnet kontrollere men som nu vokser.

Hans linje over for EU er også begyndt at slå fejl. I årevis har Orbán opbygget en fortælling om Bruxelles som en modstander og Ungarn som en belejret nation. Men virkeligheden er, at et stort flertal af ungarerne stadig ønsker at være en del af EU og ønsker et bedre samarbejde. Orbán taler konflikt, mens vælgerne i stigende grad ønsker stabilitet. Det skaber et misforhold mellem hans politiske retorik og befolkningens forventninger.

Også hans forhold til Rusland er blevet en belastning. Hvor det tidligere kunne fremstå som en del af en uafhængig udenrigspolitik, opfattes det i dag af mange som en risiko. I en tid, hvor Europa er præget af krig og usikkerhed, fremstår tætte bånd til Rusland ikke som styrke, men som tvivl om loyalitet og retning.

Den måske største udfordring for Orbán er dog de unge vælgere. En hel generation er vokset op med ham som leder og mange af dem ønsker noget andet. De oplever færre muligheder, mindre frihed og en fremtid, der ikke matcher resten af Europa. Deres utilfredshed er ikke højlydt, men den er voksende – og den er farlig for et system, der er afhængigt af stabil opbakning.

Orbáns politiske linje har ikke været en fiasko fra begyndelsen. Den har fungeret i mange år og har sikret ham gentagne valgsejre. Men den har nået sin grænse. Den er bygget på kontrol, konflikt og en stærk national fortælling. Problemet er, at vælgerne nu efterspørger noget andet: økonomisk fremgang, mindre korruption og et mere stabilt forhold til omverdenen.

Orbán står derfor i et dilemma. For at genvinde opbakningen skal han ændre sin kurs. Men hvis han gør det, risikerer han at miste den politiske identitet, der har bragt ham til magten.

Hans fald handler derfor ikke om, at han pludselig er blevet svag. Det handler om, at den model, han har bygget sin magt på, ikke længere passer til den virkelighed, Ungarn står i.