Hvis EU forsvinder - hvem står så tilbage med magten?

Vil vi virkelig stå alene? EU er vigtigere, end mange vil indrømme.

Mens tilliden til EU falder, ændrer verden sig. Spørgsmålet er ikke kun, om vi har brug for EU, men hvad vi gør uden det.

Tilliden til EU er under pres. Flere og flere taler om at melde sig ud, om at tage kontrollen tilbage og om at stå på egne ben. Det lyder umiddelbart stærkt og selvstændigt. Men spørgsmålet er, om det også er realistisk i den verden, vi lever i i dag.

Verden er ikke den samme som for 20 år siden. Stormagter fylder mere, konflikter er rykket tættere på, og samarbejde er ikke længere en selvfølge. Samtidig ser vi politiske bevægelser i USA, hvor fokus i stigende grad er på "America First". Hvis en leder som Donald Trump igen får magt, er det ikke bare et amerikansk anliggende. Det vil påvirke Europa direkte.

I den virkelighed bliver spørgsmålet om EU pludselig noget andet end bureaukrati og regler. Det handler om styrke. Om indflydelse. Om hvorvidt Europa står samlet eller splittet.

Hvis Europa står svagere samlet, vil konsekvenserne hurtigt kunne mærkes. Mindre indflydelse globalt, svagere forhandlingsposition og større afhængighed af andre magter. EU er ikke perfekt, og kritikken af systemet er ofte berettiget. Men i praksis er det stadig EU, der giver Europa en samlet stemme.

Tanken om national selvstændighed er stærk. Den taler til noget grundlæggende i mennesker. Men i en globaliseret verden er spørgsmålet, om man reelt kan stå alene. Mindre og mellemstore lande risikerer at blive presset økonomisk, miste indflydelse og i sidste ende blive afhængige af større magter.

Det ubehagelige perspektiv er, at hvis USA i højere grad vender blikket indad, samtidig med at Europa svækker sit eget samarbejde, så efterlader det et magtvakuum. Og i det vakuum vil det ikke være Europa, der står stærkest.

EU handler derfor ikke kun om regler og administration. Det handler om stabilitet, samarbejde og om at sikre, at Europa ikke bliver splittet i en verden, hvor andre magter rykker frem.

Det er let at kritisere EU, og det er nødvendigt. Men debatten stopper ofte dér. Det, vi sjældnere taler om, er alternativet. For alternativet er ikke nødvendigvis mere frihed eller mere kontrol. Det kan lige så vel være mindre indflydelse og større afhængighed.

Debatten om EU bør derfor ikke kun handle om, hvad der er galt. Den bør også handle om, hvad vi risikerer at miste.

I sidste ende er spørgsmålet ikke, om EU er perfekt. Det er det ikke.

Spørgsmålet er, om Europa er stærkere med eller uden det.