Det her er ikke bare en krig, det er starten på Mellemøstens sammenbrud

Krigen mod Iran er ikke bare endnu en regional konflikt. Den er i realiteten en stresstest af hele Mellemøstens orden. Siden krigen begyndte i slutningen af februar, har den udviklet sig fra et direkte militært opgør mellem Iran på den ene side og USA/Israel på den anden til en konflikt, der allerede har ramt olie, skibsfart, nabolande og de diplomatiske relationer i hele regionen. Selvom der nu tales om våbenhvile og forhandlinger, er situationen stadig skrøbelig: Reuters skrev 10. april, at våbenhvilen er under pres, Hormuzstrædet fortsat er lukket, og kampene omkring Libanon fortsætter.

Det første, man skal forstå, er, at en langvarig krig ikke kun handler om Iran selv. Den handler om, hvorvidt hele regionen bliver trukket ind i en mere permanent tilstand af ustabilitet. Allerede nu er Hormuzstrædet blevet et centralt våben i konflikten. IEA har beskrevet krigen som den største forsyningsforstyrrelse i olie-markedets historie, med strømme gennem Hormuz faldet fra omkring 20 millioner tønder om dagen før krigen til næsten ingenting. IMF's PortWatch og IEA peger samtidig på, at angreb og afbrudt skibsfart i Hormuz har systemisk betydning for global handel og energisikkerhed.

Hvis krigen bliver langvarig, bliver den mest umiddelbare konsekvens derfor ikke nødvendigvis flere frontlinjer, men en regional økonomisk nedbrydning. Saudi-Arabien har allerede meldt om angreb på energiinfrastruktur, der har reduceret olieproduktionskapacitet og ramt East-West Pipeline, som netop er vigtig, når Hormuz er truet. Reuters rapporterede 9. april, at disse angreb skar hundredtusinder af tønder om dagen væk fra kapaciteten og skabte ny uro på markedet. Det betyder, at selv lande, som forsøger at holde afstand til krigen, i praksis allerede betaler prisen.

Det er her, krigen bliver farlig for hele regionen. Golfstaterne har i årevis forsøgt at balancere mellem sikkerhed, handel og regional stabilitet. Men en lang krig mod Iran vil tvinge dem til at vælge side hårdere og mere åbent. Reuters beskrev 8. april konflikten som et "worst case scenario" for Golfstaterne, fordi selv en våbenhvile næppe hurtigt vil genetablere normale olie- og gasstrømme. S&P har samtidig advaret om, at en dybere konflikt kan udløse meget store kapital- og indlånsudstrømninger fra banksektoren i Golfen.

Den næste konsekvens er, at regionens konflikter begynder at smelte sammen. Libanon er allerede et eksempel. Reuters skrev 9. april, at Irans præsident mener, israelske angreb i Libanon gør forhandlinger meningsløse, og samme dag rapporterede Reuters, at USA-Iran-våbenhvilen er under pres netop fordi Iran kræver, at den også skal omfatte Libanon, mens Israel afviser det. FN's generalsekretær advarede samtidig 9. april om, at den fortsatte militære aktivitet i Libanon udgør en alvorlig risiko, selv efter våbenhvilen mellem USA og Iran. Med andre ord: jo længere krigen varer, desto mindre bliver den "bare" en Iran-krig og desto mere bliver den en regional kædereaktion.

En langvarig krig vil også styrke de hårde kræfter i hele regionen. I Iran vil langvarige angreb næsten uundgåeligt styrke argumentet for mere militarisering, hårdere intern kontrol og mindre plads til pragmatiske stemmer. På den anden side vil Israel og USA få sværere ved at afslutte konflikten uden at kunne pege på en tydelig strategisk gevinst. Resultatet kan blive det værste af begge verdener: ingen afgørende sejr, men stadig høj spænding, økonomisk chok og voksende radikalisering. Det er netop den type situation, FN har advaret imod, når organisationen siger, at hver dag krigen fortsætter, vokser både menneskelig lidelse og ødelæggelse.

Derudover er der den bredere økonomiske effekt. IMF skrev i slutningen af marts, at Iran-krigen dæmper udsigterne for mange økonomier, og at "alle veje fører til højere priser og lavere vækst". Det gælder især fattigere lande, som rammes via energi, fødevarer og gødning. Reuters har også rapporteret, at konflikten allerede har skabt finansiel stress og højere priser langt uden for regionen. En lang krig vil derfor ikke kun omforme Mellemøsten; den vil eksportere ustabilitet til resten af verden.

For regionen selv er den måske mest alvorlige langsigtede konsekvens politisk: tilliden forsvinder. Handelsruter bliver usikre. Våbenhviler opfattes som midlertidige pauser snarere end fred. Investorer begynder at se hele området som permanent risikozone. Og stater, som i forvejen er skrøbelige, bliver endnu mere sårbare over for intern uro. Når skibsfarten gennem Hormuz reduceres til et minimum, når olieinfrastruktur angribes, og når nabolande frygter at blive næste led i kæden, så er det ikke bare en krig det er en regional nedbrydning af forudsigelighed.

Den ubehagelige sandhed er derfor, at hvis krigen bliver langvarig, vil den ikke nødvendigvis ende med en dramatisk regional storkrig fra den ene dag til den anden. Det mere sandsynlige og måske farligere er en langsom opløsning: mere økonomisk pres, flere stedfortræderkonflikter, mere sekterisk spænding, mere militarisering og mindre tillid mellem staterne. Regionens lande vil formelt stadig eksistere som de gør i dag, men de vil fungere i et mere usikkert, mere voldeligt og mere nervøst system.

Kort sagt: En langvarig krig mod Iran vil ikke kun ramme Iran. Den kan gøre hele Mellemøsten fattigere, mere splittet og mere ustabil og samtidig sende energichok, finansiel uro og strategisk usikkerhed videre til Europa, Asien og resten af verden. Derfor er spørgsmålet ikke kun, om krigen kan vindes. Spørgsmålet er, om regionen overhovedet kan tåle, at den fortsætter.